Islebjerg Kirkes historie
Sognet og kirkens historie begyndte i 1965, hvor Frederikssund Menighedsråd nedsatte et udvalg til at forberede et kommende kirkebyggeri i Frederikssund Nord.
1. etape, som blev indviet i 1978, var tegnet af arkitektfirmaet Mangor og Nagel, Frederikssund og bestod af kirkesal , kontorer og køkken.
I 1979 blev Islebjerg kirkedistrikt et selvstændigt sogn.
Manglen på konfirmand-og mødelokaler var stor, derfor udvidedes kirken i 1986 med 2. etape, som også indeholder ungdomslokaler i kælderen.
I 1998 kunne man så indvie sidste del af kirkebyggeriet. Arkitektfirmaet Sahl´s tegnestue, Århus har løst den svære opgave at få 3. etape til at hænge sammen med de 2 tidligere og alligevel være noget for sig.
Det nuværende våbenhus er indrettet i den tidligere kirkesal.
Kirkerummet
Kirken er orienteret øst-vest med apsis mod øst. Midt i den halvcirkelformede, hvide mur er et højt smalt vindue. Muren afskæres her et par meter fra loftet, hvilket betyder, at der dannes et stort arkitektonisk kors.
Foran vinduet, som danner den lodrette linie i korset, ser man Tchai Munchs alterudsmykning,
12 forskelligfarvede buer.
Døbefont, alterbord og en del af prædikestolen er af paradisbakkegranit, mens gulvet er af lys italiensk marmor. Dåbsfad - og kande er udført af Tchai Munch.
I den forskudte sydvæg findes en vækstniche med bibelske planter;
figen, oliven,myrte, basilikum, laurbær m.m.
Fra den lave væg i vest løfter det smukke træloft sig i en bølgeform mod den høje østvæg. Kirkebænkene, som er tegnet af arkitekt Leif Andersen, Sahl´s tegnestue, er udført i mahogni og ask. De små kvadratiske vinduer mod vest giver mindelser tilbage til romansk stil.
3 store maghonifoldedøre giver mulighed for at inddrage våbenhuset som et sideskib i selve kirken.
Historien om vores kristus vægtæppe
Kunstneren Frank Madsen fortæller selv: Det materiale, jeg har lavet det af, det er en gammel hampetrosse fra krigens tid, tov som min farfar har samlet ind fra de store rederier, som de havde kasseret, fordi de var for korte - tov som han slog om til tyndere tov og liner på en enkel mekanisme, som han selv havde udtænkt og konstrueret. Tovet han lavede på sin lille reberbahn solgte han til fisker- og sejlbåde og derfor kunne han som en af de eneste levere tovværk og liner under krigen.
Det var en af de trosser, som han ikke fik brugt, at jeg har lavet vægtæppet af. Jeg har splittet tovet op til garner og enkelte tråde og deraf bygget vægtæppet op. Motivet kom til mig som en drøm, da jeg vågnede, lavede jeg en hurtig skitse af mit drømmebillede på et stykke papir, og senere forstørrede jeg billedet op på nogle ruller brunt indpakningspapir, som vi havde ude på fabrikken.
Selve værket blev til på to weekender ude på gårdspladsen foran fabrikken, der var simpelthen ikke plads indenfor - jeg har knyttet værket sammen med mange tusinde knop, medens det blev til - og det gav mig stor tilfredshed, da det blev færdigt, for det lignede virkeligt det billede, som jeg havde inde i mit sind.
Hvordan fik kirken sit navn?
Islebjerg-mark var engang et af de højeste punkter i byens nordlige ende og havde i alle fire verdenshjørner udsigt til vand.
Vi formoder derfor, at navnet er sammensat af det engelske isle - ø og det danske bjerg. Fra markens højeste punkt (33 m) må der have været en overvældende smuk udsigt, og måske var udsigten også den væsentligste årsag til, at nogle folk i 1800-tallet byggede en gård på denne nordlige "bjergø". Kirken ligger på denne gårds sydligste jorde og har derfor taget navn efter gården.
Da kirken altid har ligget omgivet af højhus, børnehave, skole, villaer og gymnasium, har den aldrig haft den gamle marks overvældende udsigt. Men vi har det nu godt med at ligge midt i det hele, og placeringen har ikke hindret arkitekterne i at skabe et kirkerum, hvor lyset gang på gang overvælder os i en sådan grad, at vi tror vi befinder os på en "bjergø".
